- Vælg et professionelt profilbillede
- Find en god overskrift
- Overvej et coverbillede
- Skriv et fængende resumé
- Opdater jobbeskrivelsen.
1. Vælg et professionelt profilbillede
Profilbilledet er en vigtig del af førstehåndsindtrykket, så vælg helst et professionelt billede, hvor netværket nemt kan se og genkende medarbejderen. Flere virksomheder arrangerer, at deres medarbejdere kan få taget et profilbillede af en professionel fotograf i forbindelse med et ambassadørprogram. Det er en god måde at sikre kvaliteten og også ensartethed blandt medarbejdernes profiler, hvis det er et fokusomåde. Mange medarbejdere oplever dette tilbud som en ekstra gode.
Uanset hvad, så er det vigtigt at kigge på, om tøj og baggrund på det profilbillede, I vælger, matcher de signaler, medarbejderen vil sende. Det kan være, I bærer uniform i jeres organisation, ofte har skjorte på, eller måske giver det mere mening, at medarbejderen står foran noget arbejdsrelateret på billedet, der er let at identificere.
Et smilende og venligt ansigt, der kigger direkte i kameraet, har en imødekommende og inviterende effekt på den, der besøger profilen.
Og den sidste ting er, at billedet skal beskæres så tæt på ansigtet, at man stort set kun ser ansigtet. Altså tættere på, end medarbejderen sikkert synes er behageligt. Men tænk på, at billedet kun vises ganske lille, når relationer fra netværket scroller nedover deres news feed.
2. Find en god overskrift
Overskriften er vigtigere, end du tror. På LinkedIn følger profilbillede og overskrift med overalt, når man fx liker og kommenterer. Derfor er det pokkers vigtigt at sørge for, at overskriften er sigende for, hvad medarbejderne står for, deres faglighed, eller hvad de bidrager med til deres netværk. Som udgangspunkt har de fleste deres jobtitel stående i titlen. I nogle tilfælde fungerer det, fordi nogle jobtitler siger noget om fagligheden, fx en titel som regnskabsmedarbejder eller salgschef. Men selv her kan det være værdifuldt at tilføje ekstra ord, der beskriver, hvad medarbejderen brænder for eller er særligt fokuseret på. Andre jobtitler siger knap så meget om, hvad arbejdet indeholder, og kan derfor være svære at gennemskue, hvis man ikke kender til jeres branche.
Fx var jeg ude og undervise medarbejdere i en styrelse, hvor de fleste af deltagerne havde titlen ”souschef” i overskriften på deres LinkedIn-profil. Det krævede lidt forklaring, før jeg forstod, hvad deres forskellige fagligheder var, og hvad deres daglige arbejde bestod af. Og det viste sig, at de besad mange forskellige faglige kompetencer. Derfor kan det være vigtigt at fortælle om kompetencer eller passion i stedet.
De overskrifter, jeg mener fungerer bedst, er dem, der er skrevet i et aktivt sprog. Det vil sige, at de beskriver, hvad man kan hjælpe sit netværk med, hvad man brænder for, eller hvilket område man har særlig stor viden inden for. Overskriften på min LinkedIn-profil er et eksempel på denne type overskrift. I skrivende stund står der: Specialist i employee advocacy / Rådgiver om digital kommunikation og sociale medier.
Den anden type overskrift, som også fungerer rigtig godt, er mere stikordspræget. Det vil sige, at den består af 3-5 ord, som beskriver, hvilke roller man har som en del af sit job, fx underviser i projektledelse, eller typer af opgaver, du løser, fx rekruttering.
Uanset hvilken af de førnævnte typer af overskrift, du vælger at bruge, skal du sørge for at flette centrale nøgleord ind. Det er på baggrund af ordene i overskriften, du bliver fundet, når nogen søger. Og husk, at du har begrænset plads i overskriften, så vær præcis.
3. Vælg et sigende coverbillede
Tænk på coverbilledet som en professionel ramme. Profilen ser mere færdig ud, når der er et coverbillede, og motivet på billedet sender et signal om, hvad medarbejderen står for.
Coverbilledet er det store billede, der ligger i toppen af din LinkedIn-profil. Det kan illustrere mange forskellige ting. Det kan være et billede med et tvist af personlighed, med nøgleord om faglighed eller passion eller et citat. Det kan være et billede af arbejdspladsen, fx logoet, bygningen, jeres vision eller en særlig ting, som man kender jeres virksomhed for. Det kunne også være noget, der er relateret til jeres branche; er man falckredder, har man muligvis et billede af den bil, man kører i. En anden mulighed er at vise en portefølje af sit arbejde. Det er særligt en fordel for kreative, der kan bruge coverbilledet til at demonstrere deres produkter.
Er du ansvarlig for implementering af employee advocacy i din organisation, anbefaler jeg, at du sørger for at lave et lille udvalg af coverbilleder, som medarbejderne frit kan benytte, hvis de har lyst. Ligesom man laver skabeloner for visitkort og andre kommunikative materialer. Se det som en service, der gør det lettere for medarbejderne at se professionelle ud – så slipper de for at bruge tid på de overvejelser, der er forbundet med selv at finde et godt coverbillede.
4. Skriv et fængende resumé
Det er i resuméet (det der herover kaldes ‘About’ eller med dansk profil-indstilling hedder ‘Om’), at man har chancen for at gå i dybden med, hvem man er. Her kan medarbejderen sætte flere ord på sin erfaring, kompetencer og ikke mindst, hvad hun eller han brænder for. De skal se det som deres professionelle udstillingsvindue og samtidig huske at have deres målgruppe for øje.
Teksten i resuméet behøver ikke være lang, men min erfaring er, at et godt resumé som minimum indeholder nogle ord om, hvilken værdi man skaber via sit job. Gerne helt konkret med nævnelse af nogle specifikke opgaver, man løser.
Dernæst skal resuméet indeholde et par linjer om, hvad medarbejderen brænder for eller særligt elsker ved sit job. Det er her, der gerne må være et mere personlig afsnit, så netværket kommer et skridt tættere på personen. Det er her, de skal kunne mærke både passion og personlighed.
Afslutningsvis er det en god idé at runde resuméet af med kontaktinforma-tioner, et link til relevant materiale, fx en video, en præsentation eller en artikel – eller et link til virksomhedens website, hvor man kan læse mere om medarbejderen eller jeres virksomhed.
5. Opdater jobbeskrivelsen
Sidst, men ikke mindst skal jobbeskrivelsen være opdateret. Din jobbeskrivelse ligger under afsnittet ‘Erfaring’, som vises på billedet herover og bliver ofte også omtalt som dit LinkedIn CV.
Først og fremmest er det vigtigt, at jobbeskrivelse er knyttet op på den rette virksomhed. Det betyder, at når medarbejderen tilføjer jeres virksomhedsnavn, skal virksomheden vælges på den liste, der automatisk dukker op. Så vil logoet fra virksomhedsprofilen på LinkedIn blive vist på medarbejderens profil, og medarbejderen vil automatisk blive knyttet til virksomheden som ansat og dukke op, hvis man fx søger efter virksomhedens medarbejdere på LinkedIn. Dette fungerer dog kun, hvis den virksomhed, du arbejder for, har en virksomhedsprofil på LinkedIn.
Derefter skal jobtitlen angives og længden af ansættelsen.
Det kan være en god idé at lave en kort virksomhedsbeskrivelse i de første linjer i jobbeskrivelsen. Særligt hvis jeres virksomhed ikke er kendt af alle. Dernæst er medarbejderens rolle og ansvarsområde relevant at beskrive og til sidst også gerne opgaver, arbejdsområder og evt. resultater.