Fokuser din energi på at skabe visuelt indhold eller lyd, som er let at konsumere på farten. Fordi i nyhedsstrømmene på sociale medier skal man aflevere sit budskab på millisekunder. Budskabet skal være så kort, relevant og iøjnefaldende, at det fanger læserens blik, mens han eller hun hurtigt scroller hen over sit news feed på mobiltelefonen. Det er bestemt ikke nogen nem opgave.
Hvilken type indhold er bedst hvornår?
Selvom video giver gode resultater på facebook og andre sociale medier i disse tider, så er det ikke nødvendigvis video, man skal lave. Min holdning er, at formen på indholdet skal afhænge af, hvad det er, du gerne vil fortælle.
- Video
Video egner sig bedst til ting i bevægelse, eller ting der skal demonstreres. Fx tips og gode råd, som er svære at beskrive med tekst, men nemme at forklare, når man viser hvordan. - Lyd
Hvis dit budskab kan leveres som ren tale, så er det en bedre løsning at nøjes med lyd og lade være med at lave en video. Det klassiske “talking head” er der ingen, der gider kigge på. - Infografik og billeder
Og hvis det, man vil demonstrere, kan vises med få billeder eller illustrationer, så vælg at lave en infografik i stedet for en video.
Du må for alt i verden ikke kede dine followers eller spilde deres tid med ligegyldigt fyld. Så mister du deres tillid.
Det virkelig fede ved infografik er, at den giver mulighed for at komprimere komplekse budskaber på meget lidt plads, så det er enkelt og let at afkode – hurtigt. Ord og billeder har forskellige egenskaber og de kommunikerer på forskellige måder. Og netop derfor skaber det en virkelig god synergi, når man sætter de to redskaber sammen, så de supplerer hinanden. Det er i virkeligheden ret banalt, billeder kan nemlig fortælle en anden del af historien end teksten kan. Se eksemplet her fra Falcks facebook-side:

Del op og versioner
Bryd din historie op i kortere tekster, videoklip, lydstumper, fotos, grafikker, osv. Versioner indholdet på forskellige måder til forskellige sociale medier. Fordi målgruppen og den måde de modtager indholdet på, varierer fra medie til medie. Udgiv små bidder på de medier, der egner sig til det, og længere versioner og nye vinkler, hvor det er passende.
Sådan lyder rådet i disse dage til content managerne rundt omkring i de danske virksomheder.
Men skal man ensrette eller versionere sit indhold til forskellige sociale medier?
Der står i lærebøgerne, at man skal tilpasse budskaber og form til hvert medie og målgruppe. Og jeg er enig i, at det er den optimale løsning. Men der er situationer, der taler for, at man sender det samme indhold ud i flere forskellige medier.
Valget afhænger først og fremmest af hvilket formål og hvilken strategi de forskellige social medie kanaler har. Har de den samme strategi, så giver det mening at ensrette. Har de hver sin strategi, så skal man versionere indholdet.
Og så skal man også huske at tænke på, hvor mange ressourcer der er til rådighed til at producere indhold. Det tager unægtelig længere tid at lave flere forskellige versioner af fx et godt råd, end at lave én enkelt version, som kan bruges alle steder.
Overvej at skabe indhold, der kan deles i forskellige kanaler
Så et godt råd kan være, at du skal vælge at skabe indhold, som kan bruges på flere forskellige kanaler.
Hvis du fx laver video, bør man overveje om længden kan være på max 15 sekunder, så den kan blive delt både på de medier, der kan håndtere lange videoer (fx Facebook), og dem som kun accepterer korte (fx Instagram).
Eller, hvis du skal lave billeder eller grafik, så tænk over, om de skal laves i et kvadratisk format, som passer både til Instagrams newsfeed, men også til Facebooks.
Og husk, grund godt indhold kan genbruges
Det er min erfaring, at det er bedre at fokusere sine ressourcer på at skabe lidt men godt indhold, i stedet for at få mange opdateringer af ringere kvalitet ud i nyhedsstrømmene.