Mit bud er, at vi er på vej ind i en ny fase. En fase, hvor det ikke kun gælder om at have virksomhedsprofiler på sociale medier, men også gælder om at skabe et større online netværk sammen med medarbejderne. Medarbejdere kan nemlig være med til at hype virksomhedens brand og drive værdifuld trafik til websitet. Både for deres egen skyld og for virksomhedens skyld.
Formålet er stadig at drive trafik til websitet
I dag kan man få løst kundeservicespørgsmål direkte på Facebook-profilen, få corporate nyheder på LinkedIn eller Twitter, og finde fx vigtige telefonnumre på Google. Men selvom vi er i en tid, hvor mange kunder kan være i berøring med virksomhedens digitale brand, uden at komme forbi websitet, så er det stadig vigtigt for de fleste virksomheder at drive trafik dertil. Fordi det er typisk på websitet at pengene bliver tjent eller man får en værdifuld krog i kunderne.
Så hvorfor skal vi nu bruge medarbejdernes netværk?
Fordi virksomhedens netværk kan blive udvidet betydeligt, hvis man lægger medarbejderne netværk oveni. Fordi det er medarbejderne, der skaber virksomheden. Fordi det er mennesker, der ’liker’, deler og kommenterer på det indhold, der bliver sendt ud. Og netop den interaktion gør, at virksomhedens historier bliver spredt – ikke kun til virksomheden egen følgerbase, men også til medarbejdernes følgerbase.
En ny præmis:
Privatliv og arbejdsliv er blevet to sider af samme sag på sociale medier
Man er ét og samme menneske, uanset om man er på arbejde eller har fri. De to dele af livet er for de fleste smeltet sammen. Ikke kun fordi vi på vores sociale profiler oplyser, hvor vi arbejder og hvilken titel vi har. Men også fordi vi deler ting, vi oplever i løbet af arbejdsdagen – både med billeder og ord – uden at tænke videre over det. Tiden, hvor man kunne holde tingene adskilt, er ovre. Det er den virkelighed vi lever i.
Der er potentiale i at medarbejdernes personlige netværk kan komme i spil og være med til at skabe værdi for forretningen. Og de virksomheder, som forstår værdien, forstår at inddrage medarbejderne og lader dem bruge deres egen stemme som en del af virksomhedens, de har et stort forspring, når det kommer til at få deres historier spredt på sociale medier – og til at drive trafik til virksomhedens website.
Hvordan gør man så?
Klæd medarbejderne ordentligt på, så de kan bidrage rigtigt
Det vigtige første skridt handler om at give medarbejderne den information, de gode råd og den viden, der skal til, for at de kan bruge sociale medier rigtigt. Giv dem den grundlæggende viden om, hvordan sociale medier fungerer. Og giv dem nogle spilleregler, så de kan være med til at styrke virksomhedens og deres eget brand.
Lad medarbejderne bruge deres eget talerør
Medarbejderne skal ikke kun dele deres viden via virksomhedens profiler – de skal også dele den via deres egne. Det er ok, at de iscenesætter deres egen kompetence. Faktisk er det netop kompetencen, der skaber værdi for virksomheden i sidste ende. Min oplevelse er dog, at de fleste har svært ved at komme i gang med at dele deres viden på sociale medier. Så derfor – arbejd tæt sammen med dem om indholdet og servicer dem så godt som muligt.
Der er flere måder at få medarbejdernes netværk i spil på. Det kan være de vil dele opdateringer fra virksomhedens Facebook-profil med deres eget netværk, eller det kan være, de vil tage billeder fra deres arbejdsdag og dele på Instagram. Det kan også være de aktivt vil deltage i faglige debatter fx via Twitter. Eller bruge LinkedIns blog-funktion.
Uanset hvilken model, der passer bedst til medarbejderen og til virksomheden, så sørg for:
-
At medarbejderen tydeligt skriver virksomhedens navn og hans eller hendes titel / rolle i virksomheden på sin profil.
-
At det indhold medarbejderen deler med jævne mellemrum linker til virksomhedens website.
-
At virksomheden deler medarbejderens indhold, så der bliver skabet en naturlig forbindelse – og så begge parter får mest muligt ud af indholdet.
Giv slip på indholdet og afsenderrollen
Et sidste godt råd er, at man skal lære at slippe kontrollen. Man kan være med i processen med at skabe indholdet eller med at sparre og rådgive undervejs. Men når indholdet først er delt, så skal man slippe det fri og lade det få sit eget liv. Og medarbejderen skal selv kommentere eller besvare eventuelle kritiske spørgsmål, der måtte komme på baggrund af den viden, de har delt. Dog gerne med rådgivning fra kommunikationsfolkene.
Læs også blog-indlægget ”Skab værdifuldt indhold med medarbejderne” og få gode råd til, hvordan man arbejder strategisk, med at få medarbejderne involveret i at skabe indhold.